RSP Systems ApS - Fra innovator til investor

Når man som studerende står med sin idé, og skal få den til at blive til virkelighed, kræver det ofte mere end hårdt arbejde og viden om sit felt. For at komme i gang med at producere kræves, at du kan få ideen fremstillet på den rigtige måde. At få ideen til at udfolde sit forretningspotentiale. At gå fra at tænke som en innovator til at tænke som en investor.

Sidste års vindere af Venture Cup, Danmarks største konkurrence blandt forskere og universitetsstuderende om udvikling af den bedste forretningsplan, har startet deres virksomhed i kølvandet heraf, blandt andet med investorkroner fra Syddansk Innovation og Syddansk Venture. De fire med en baggrund fra Syddansk Universitet har brugt deres deltagelse til at udfordre deres måde at tænke produkt og forretningsidé. Deres unikke idé er at udvikle en metode til non-invasiv glukosemåling for diabetespatienter.

”Vi var påbegyndt processen med at skrive en forretningsplan til en potentiel investor, da vi blev opfordret til at deltage i Venture Cup, og det har vi aldrig fortrudt. Det er naturligvis nemt at sige, når vi nu gik hen og vandt, men vi fik mange redskaber og kontakter med derfra - ud over pengene” fortæller Thomas Juhl, Stud. Cand. Negot. De 215.000 kroner i samlet præmiesum for flere førstepladser undervejs er efterfølgende investeret i virksomheden RPS Systems. ”De mange events, workshops og foredrag omkring hele konkurrencen er meget gode, og der er meget at hente for studerende. Vi valgte at håndplukke de arrangementer, der passede til netop den proces, vi var igennem. Selvsagt har man en stor viden om produktet/ideen og en række andre kompetencer, måske også inden for salg og markedsføring, men alligevel kan der være langt fra teori til praksis, når forretningsidéen skal nedfældes for udenforstående investorer.”

”Networking er selvfølgelig også et vigtigt aspekt ved hele konkurrencen” fortsætter IT-ingeniør Olav Storm Kjestrup, ”oftest kommer underviserne jo fra den ’virkelige’ verden, der er en del potentielle investorer involveret, og så er det jo altid interessant at høre, hvad andre iværksættere går og laver, og hvilke problemstillinger de møder - og ikke mindst hvordan de løser dem. Så man kan bestemt bruge deltagelsen strategisk.”

RSP Systems

RSP Systems (fra venstre): Stefan Banke, Olav Storm Kjestrup, Morten Henneberg og Thomas Juhl

At konkurrencer som Venture Cup kan bruges i virkelighedens verden, er de alle enige om, men at det modsatte også er tilfældet, beretter Civilingeniør Morten Henneberg: ”Venture Cup som konkurrence gav os en god mulighed for sparring til vores forretningsplan, at få den præciseret og konkretiseret. Deltagelsen gjorde os mere i stand til at tænke som en investor ved at fokusere på den kommercielle del af forretningsplanen. For os var det dog vigtigt samtidig at fastholde vores fokus på den tekniske del, ikke mindst i vores parallelle proces, hvor vi lå i reelle forhandlinger. Her havde vi et givtigt samarbejde med især John Erland Østergaard, Innovationsprofessor på det Tekniske fakultet på SDU. Denne tekniske del er utrolig vigtig, især når man skal overbevise venture-/investeringsselskaber til at investerer i ens ide/selskab. Faktisk er vi overbeviste om, at det netop var på grund af vores fokus på også denne del af forretningsplanen, vi nåede øverst på skamlen.”

Den sidste af de fire musketerer, civilingeniør Stefan Ovesen Banke, slutter af. ”Venture Cup var en fed oplevelse, fordi vi blev bekræftet i, at vi havde en god idé med et fornuftigt forretningspotentiale. Samtidig har resultatet genereret en del omtale, og det har da ikke gjort det sværere at skabe og fastholde interessen for vores virksomhed. Men det er først nu, vi skal til det svære; at få forretningsplanen til at blive til virkelighed og få skabt en prototype. Så må vi lægge vores indre investor til side – for en tid.”

Af Michael Bak for RSP Systems ApS

News

17 August, 2010
Can you inspire, create networks and manage our competitions in Zealand?
30 June, 2010
Can you make sure we’re in the public eye? Join our team!

More news...



Venture Cup Newsletter

Stay tuned, sign up for CREATOR